Dansk Lagotto Klub

Klubben for Lagotto Romagnolo

Alle kender lagottoen Otto

I denne lille artikel vil jeg gerne fortælle om den proces, som vi har været igennem siden vi startede til lydighedstræning og nu er endt ved agilityen. Jeg vil gerne fortælle hvad vi begge har fået ud at starte til denne slags træning. Jeg fortæller det også fordi Otto har været den eneste lagotto til alle de stævner, som vi har deltaget i, og det kunne da være sjovt hvis denne sjove træningsform kunne motivere andre lagottoer til at komme med.
 
I min gamle hundeklub kendte alle Otto. Han var kendt som den store hund med rasta hår, som med sin charme kunne slippe af sted med hvad som helst. Han var kendt som den hund, der lige akkurat scorede nok point til at komme med på næste hold. Han var kendt som den eneste hvide hund på et hold fyldt med schæfer hunde, og så er han kendt for at hænge ud i klubhuset og tigge efter madrester. Han var kendt som klassens uartige gadedreng.
 
Otto er født med vat i ørene, eller det troede jeg. Til lydighedstræning var han en stor udfordring , og han var ikke motiveret til at løse de opgaver, som vi stod over for. Jeg havde ellers læst, at lagottoen var en hund, der var yderst samarbejdsvillig og glad for at lære nye ting. Det var desværre ikke egenskaber, som jeg kunne genkende i min hund. Han gad ikke lydighed. Han stak af og inviterede de andre hunde til leg. Resultatet blev at jeg til sidst ikke var meget for at slippe min hund og lade ham træne fri ved fod. Det er ikke sjovt at fremstille sin egen hund som en ulydig hund – specielt ikke når alle kender Otto.


 

Vi fik tilbudt at prøve kræfter med agilitytræning i stedet, og så skete der noget! Der blev tændt et lys inde i Ottos tåger. Han begyndte at have mere fokus på mig i stedet for alle de andre spændende ting omkring os. Nu var vi klar til at starte til det, jeg hele tiden gerne har villet nemlig agility.


 

Alt var nyt! Nye forhindringer, nye hunde, nye måder at indlære tingene på. Her måtte jeg rose og opmuntre min hund, når han gjorde noget godt, og så fik han rigeligt med godbidder. Vi var begge hooked på den nye måde at træne på.  En af de ting som vi har øvet os meget på er at træne uden snor i mellem alle de andre hunde. En udfordring i starten, men en øvelse som nu er lykkedes og som har været direkte overførbar til hverdagen. Nu kan jeg kalde min hund til mig, når han går fri, eller når han står ude på marken i færd med at grave et af Fyns største huller. Han kommer, når jeg kalder og det gør han fordi han ved, at dét jeg præsenterer ham for når han kommer tilbage, er meget sjovere end det han ellers havde gang i.


Jeg har igennem agility lært at rose hunden når den gør noget rigtigt i stedet for at skælde den ud, når den gør noget forkert. Jeg har lært at lade  min hund arbejde selvstændigt frem mod den næste forhindring, uden jeg skal være ved siden af ham. Jeg har nu en hund med masser af selvtillid,  og som kigger på mig for at få næste kommando til næste forhindring.


Agility er ikke bare en konkurrence sport, men også en træningsform der giver hund og ejer en god samhørighed. Vi er et team og afhængige af hinanden.  Hunden skal følge ejeren både på lyde og på kropssprog.  Hunden kigger meget på vores kropssprog i agility. Hvis jeg gerne vil dirigere min hund i en bestemt retning, så skal jeg være opmærksom på i hvilken retning mine fødder og krop peger. Det kan være en stor udfordring for føreren at huske banen og samtidig at få hunden med rundt.





Hjemmeside fra NemmeHjemmesider.dk