Dansk Lagotto Klub

Klubben for Lagotto Romagnolo

Sådan foregår en udstilling

De mere end 350 racer, der er anerkendt af FCI, er opdelt i 10 grupper efter type og anvendelse, og grupperne bedømmes på forskellige dage på udstillingen. Lagotto Romagnolo hører til gruppe 8.


Bedømmelsen følger altid et bestemt mønster. Hundene bedømmes racevis, og grundlaget for bedømmelsen er racens standard, hvor racens udseende og karaktertræk er beskrevet. Hunden tilmeldes i den klasse, som er relevant for dens alder. Først bedømmes og præmieres hunden i forhold til racens standard. Denne del af udstillingen kaldes kvalitetsbedømmelse. Dommeren dikterer en kritik, som ringsekretæren nedskriver. Først når hunden er færdig med kvalitets- og konkurrencebedømmelse modtager man sin kopi af kritikken. De hunde, som er præmieret med 'Excellent' (et lilla bånd), gå videre til konkurrencebedømmelse, hvor dommeren kårer den efter hans/hendes mening mest korrekte og smukkeste Lagotto i den pågældende klasse. Vinderen skal senere konkurrere med vinderne af andre klasser om at blive BIR - bedst i racen.


Store ring

På nationale og international udstillinger er den hund, som er blevet BIR automatisk kvalificeret til de afsluttende konkurrencer i Store Ring. Først konkurreres der om at blive BIG - bedst i gruppen. Lagottoen konkurrerer med de andre racer i gruppe 8. Vinderen kvalificerer sig til konkurrencen BIS - best in show - hvor alle gruppevinderne mødes. Alt afhænging af udstillingens type og størrelse kan der i Store Ring også være konkurrencer om BIS-baby & BIS-hvalp.


Hvad skal hunden kunne?

Dommeren skal bedømme hundens proportioner, derfor skal hunden kunne stå stille. Desuden bedømmes hundes bevægelser, så hunden skal kunne løbe (ikke galoppere) i snor. En dommer skal også undersøge vinklerne i hundens led og se om hunden har fuldt tandsæt, derfor skal hunden roligt finde sig i at blive berørt af dommeren og lade ham/hende løfte overlæben for at tælle tænder. Det lyder ret simpelt, men det er en god ide at gå til ringtræning, inden man melder til en udstilling.  Der er ringtræning overalt i landet arrangeret af Dansk Kennel Klubs kredse.


Andet på udstillingen

På nationale og internationale udstillinger vil der være rig mulighed for at shoppe. En del store firmaer har stande på udstillingen. De fleste firmaer har specielle tilbud på flere af deres produkter. Udvalget er som regel meget stort og man vil således kunne købe alt hvad hunden (og dens mennesker) har brug for. 

Der er også konkurrencer i Juniorhandling, hvor børn viser hvor dygtige de er til at vise deres hund. Det er altså ikke hunden som bedømmes, men juniorenes evner til at vise dem. Juniorhandlerne inddeles i 2 grupper: mini: 10-13 år & maxi: 14-17 år. Større udstillinger byder som regel også på opvisninger af forskellig art.


Der er hjælp at hente.

Hvis du vil vide mere om udstilling kan du læse mere på Dansk Kennel Klubs hjemmeside. Du er også velkommen til at henvende til det medlem af bestyrelsen, som har udstilling som ansvarsområde.

Hvis du gerne vil prøve at udstille, så er Lagottoklubbens egne udstillinger et godt sted at begynde. På disse sider kan du se, hvor og hvornår klubben afholder udstillinger, men ellers er du velkommen til at kontakte klubbens udstillingsansvarlige eller formand.




Hjemmeside fra NemmeHjemmesider.dk