Rejse til LaGot(to)land 2024
I efteråret 2024 havde vi endnu en gang 8 lagottoer på trøffelsøgningskursus på Gotland.
Lagottoerne Svend, Rufus, Roberta, Vilma, Trøffel, Nova, Marley og Bailey har fået lidt hjælp til at fortælle:
Trøffelskolen på Gotland
Den sidste uge i september var vi på Gotland. Der var nemlig en trøffelskole, som vores forældre havde hørt om i Lagottoklubben. Den skole skulle de gå på, så de kunne lære at finde trøfler. Vi tog med for at hjælpe dem.
Nogle af os kom et par dage før det hele startede, så vi kunne hygge os med vores mor og far og slappe af oven på den lange tur i bilen. Der var også nogle af vores nye venner, der først kom lige inden skolen startede - nøj hvor var de trætte, da skolen begyndte. Deres forældre sagde, at de nok skulle være taget hjemmefra noget tidligere.
De fleste af os boede på et hundehotel, inde ved den store by - det hed Kokoloko, og vi boede i en lille lejlighed helt nede på jorden, så vi ikke skulle gå på trapper, og der var masser af plads uden for, hvor vi kunne rende rundt. Der var også en, der boede i en bil med senge i, og så var der to af os, der boede på et andet hotel et sted, der hedder Dalhem sammen med forældrene.
Om fredagen skulle skolen starte. Lærerinden hed Yvonne og pedellen hed Micke, og de talte et mærkeligt sprog, som vi ikke kunne forstå, så vi lavede bare en masse lagottolarm. Men så blev vi lukket ind i bilerne, mens de voksne snakkede videre. Så skulle vi pludselig ud igen, og så skulle vi hjælpe dem med at finde rigtige trøfler. Det vil vores gode ven Trøffel fortælle mere om
Inden vi gik i gang, snakkede de voksne om, at bare vi kunne finde én trøffel, ville det være så fantastisk, og de ville være så stolte af os. Når vi så faktisk havde fundet én, sagde de, at det ville være fantastisk, hvis vi kunne finde én mere. Så skulle vi finde ti trøfler - de ville hele tiden have mere og mere, selv om vi tilsammen fandt over 3 kilo trøfler.
Når vi kom hjem om aftenen var vi alle samme rigtigt trætte, men alligevel brugte vores forældre laaaang tid på at tage ting ud af vores pels, før de var tilfredse. Nogle af de voksne havde stadig ikke fået nok, så vi måtte værsgo’ gå med dem på restaurant, fordi de også ville spise trøfler. Det var altså træls.
Skolen varede to dage mere, og vi var mange steder henne for at finde alle trøflerne. Vores forældre synes, at skolen var rigtig god, og at Yvonne og Micke var flinke, selv om de talte mærkeligt. Vi Lagotto’er havde det også sjovt og var meget stolte af os selv, når vi fandt trøfler. Yvonne sagde, at nu havde vi forstået, hvordan det var at finde rigtige trøfler, og det ville vi ikke glemme igen.
Vi Lagottoer havde det rigtig sjovt sammen, og vi aftalte, at vi skulle mødes igen. Alle vores forældre var også meget optaget af at snakke sammen hele tiden. De synes, det var så hyggeligt, at de også gerne ville mødes igen - måske tager vi samme sted hen?
Vi synes, at I andre også skulle prøve sådan en tur og tage jeres forældre med til LaGotToland.
Hilsen fra
Svend, Rufus, Roberta, Vilma, Trøffel, Nova, Marley og Bailey
Trøffels beretning
(med lidt hjælp til stavningen fra Eva og Rasmus)
“Jeg kunne mærke på de voksne at der var noget i gære. De kiggede mere intenst på mig end de plejede, ja de fulgte faktisk alle mine bevægelser helt nøje, sådan som jeg småløb og zigzaggede gennem skovbunden.
Det var så sjovt at lege, den leg, der helt kort fortalt gik ud på, at jeg først skulle snuse til en af mine yndlingsdufte, den som derhjemme hedder “lille kugle indeholdende strimler af min fars gamle underbukser tilsat mit smukke navn” (Den ligger faktisk nummer et på min top tre for lækre dufte. På anden og tredjepladsen er døde dyr og andre dyrs urin).
Det var næsten, som om jeg blev beruset i min snude, når jeg duftede den duft, og jeg var meget begejstret for at være med på tur i nye omgivelser. Det var spændende med de andre hunde og deres mennesker, der på magisk vis legede den samme leg som os.
Jeg hyggede mig og sprang rundt der i krattet. Min far fik pinde og blade i håret og forsøgte konstant at få min snude i jorden, mens jeg var vildt optaget af at orientere mig i terrænet. Der lugtede jo både af våd jord, dyr og spændende afføring måske fra en ræv. Særligt min far virkede pludselig træt og fik en lidt stram mund, særligt når mine andre nye hundevenner fik spontan ros af deres mennesker.
Til sidst blev jeg halet ud af krattet, fordi min far og mor synes at jeg virkede ukoncentreret, og det skulle komme fra dem! Vi holdt en kort pause under et kæmpe egetræ, og det var der jeg helt uden hjælp fra nogen pludselig mærkede en slags kalden fra jorden.
Jeg ved ikke helt hvad der skete, men det var som om at min snude blev magnetisk, og jeg fik små strømstød af liflig trøffelduft direkte ind i hjernen. Den manglende koncentration fra før var pludselig forsvundet som dug for solen. Jeg var på sporet af noget stort.
Bum, min pote kradsede i jorden, og jeg mærkede noget hårdt. Jeg kiggede på far der nu også ville grave. Han så vild sjovt ud i sit ansigt, nærmest manisk. Jeg skal da også lige love jer for at jeg modtog en hyldest, der var en konge værdig, da far fiskede knolden op af jorden.
“Trøffel har fundet en trøffel”, galede far, mens mor klappede i hænderne og dansede rundt. Jeg havde bare ikke tid til at dvæle ved dem, for duften igen og igen overmandede mig. En, to, tre - huhej hvor det gik.
Jeg pløjede de sorte knolde op, og kunne næsten ikke stoppe, da jeg først rigtig var kommet igang. Jeg har aldrig set min far og mor så glade. Jeg skulle både klappes, have ekstra lækkert guf og fik taget et fint billede sammen med de åbenbart meget vigtige og populære knolde jeg havde fundet. Jeg kunne nu godt have tænkt mig at snuske lidt rundt med en af dem, og have smagt på den, men det blev der altså ikke noget af….
Hjemme på hotelværelset fik jeg endelig fred ovenpå mine - forstår jeg nu - store bedrifter. Det var dejligt at hvile sine ører, poter og snude lidt. De voksne fejrede dagen med bobler, og jeg snorksov, da de kom tilbage. Jeg tror nok jeg drømte om trøfler den nat.”
Set fra en af hundeførernes side
En af de voksne fortæller:
Overordnet
Turen til Gotland (La)Got(to)land) blev på alle måder en fantastisk oplevelse, og præcis hvad alle havde håbet på og glædet sig til – både fht. fagligt udbytte af den intensive træning, det faktiske udbytte i form af fundne trøfler og ikke mindst socialt udbytte med mange gode oplevelser og positivt samvær i pauser, under måltider og andre frie øjeblikke, hvor vi havde lejlighed til at være sammen med hinanden og vores hunde på kryds og tværs– og herunder også med de fantastiske trænere Yvonne og Micke.
Alle havde vi naturligvis været spændte på, om det nu endelig skulle lykkes for os og vores hunde at finde de første, rigtige trøfler i naturen – alle deltagere på turen havde jo været flittige deltagere i klubbens forskellige trøffel bootcamps i løbet af 2023 og 2024 og stillede derfor med berettigede forventninger – og forventningerne blev heldigvis indfriet.
Den største oplevelse for enhver af os var selvfølgelig, da vores hund lokaliserede og fik gravet sin allerførste sorte trøffel op. Og heldigvis blev det til mange flere trøfler i de følgende dage fundet under forskellige og varierende forhold og på forskellige lokationer.
Turen blev med kyndig og venlig hånd koordineret og orkestreret af Helle og Erik (fra Lagottoklubben), der også stod for de daglige positive indslag i form af rigelige mængder friskbrygget kaffe til trængende hundeejere i pauserne og dertil hjemmebagte småkager leveret af Marleys mor.
Lidt om Gotland
Vi havde hørt om andres gode erfaringer med trøffelsøgning på Gotland – og de stod til troende. Der er så mange trøfler på øen i både vild og kultiveret natur og i plantager, at træningen af hunde og førere fokuserer på at finde trøflerne og at få dem sikkert og uskadt op af jorden. Både fauna og natur i trøffelområderne ligner forhold og fauna vi har mange steder i Danmark. Så defor kan læring og erfaring med trøffelsøgning på Gotland til en vis grad overføres til Danmark – med den vigtige forskel at det forsat er begrænset, hvor mange sikre trøffelsteder, der er i Danmark – både mht. bekræftede fund og fordi potentialeområderne er færre (bl.a. pga. jordbundsforholdene).land var i sig selv en dejlig oplevelse med skøn og meget varieret natur, og den gamle bydel i Visby med den imponerende ringmur bygget i 1200 – 1400-tallet er på Unescos verdensarvsliste. Især var gåturen på ydersiden af ringmuren en oplevelse – og her var der også trøfler at finde…
Lidt om gruppen og det sociale
Den samlede gruppe bestod af 8 dejlige hunde med deres lige så dejlige mennesker. De fleste af os boede på hotel Kokoloko i Visby, hvor hundene var velkomne både på værelserne og i en del af restauranten. Et ret moderne hotel med egen direkte indgang til værelset udefra, hvilket var praktisk, når man kom hjem med våde og beskidte hunde efter dagens trøffelsøgning. Alle værelser var udstyret med et lille køkken med komfur, køleskab og fryser, så man kunne selv lave mad m.v. – men hotellets udmærkede restaurant havde et fint morgenbord og forskellige gode retter til aftensmad, så det blev vores foretrukne mødested til lidt morgen– og aftenhygge inden vi som regel gik tidligt i seng. 
Gruppen bestod af 6 jyske hunde og en enkelt hund fra Fyn og en fra Sjælland – alle var fuldt dedikeret til opgaverne og vi oplevede et fantastisk fællesskab med hundene og deres mennesker med trøffelsøgningen som omdrejnings- og samlingspunkt.
Lidt om trænerne og træningen
Vi havde et fremragende trænerteam – Yvonne og Micke. Ud over deres faglighed og store erfaring var de fuldt engageret og motiveret i at træne os og vores hunde og gav konstant en masse energi og gode råd fra sig, som vi tog villigt imod.
Træningen var inddelt i 2 sessioner inden frokost og 2 sessioner efter frokost. Vi fik altid først en grundig orientering om den lokation, vi skulle træne på med gode råd om, hvad vi skulle fokusere på og arbejde sammen med vores hund om. Vi blev derefter inddelt i to hold efter eget valg; de der ønskede selv at prøve og et hold, som fulgte Yvonne og Micke, der løbende gav instruktioner og gode råd og hjalp med forskellige udfordringer i trøffelsøgningen. 
Vi skiftede til nye lokationer for hver session og arbejdede med forskellige udfordringer og stigende sværhedsgrad - også områder med færre trøfler på et større område, der var mere ufremkommeligt. Men altid med mulighed for at gå med Yvonne og Micke og få deres kyndige vejledning og hjælp.
Alle øvelser var indrettet på at lære hund og fører at samarbejde om både at lokalisere trøflerne, at bevare koncentration og fokus selvom der var andre hunde og mennesker omkring, at skabe en hensigtsmæssig adfærd fra hundens (og førerens) side, når hunden havde lokaliseret en trøffel, at få trøflen forsigtigt gravet fri af jorden uden at skade den og endelig at vurdere dens modenhed og tilstand.
Det var en oplevelse også at se hundene arbejde koncentreret – og hver gang en trøffel dukkede op af jorden var det en ny sejr. Meget motiverende!
Alle træningsdage sluttede vi af med fælles opsamling på dages oplevelser, vejning af de (mange) trøfler hundene havde fundet og dertil kaffe og småkager.
På sidste træningsdag medbragte Yvonne og Micke ”pepparkaker” (minder om danske brunkager) og frisk, hjemmelavet trøffelsmør, som pepparkakerne blev smurt med – det lyder skørt men smagte helt fantastisk!
Vi afsluttede de fantastiske dage på Gotland med en fælles middag for alle på en dejlig restaurant sammen med Yvonne og Micke med et herligt måltid. Micke’s hund havde dagen før fundet en kæmpe trøffel på 380 g. Micke lod sin kæmpe trøffel gå på omgang, hvor alle fik lov til at høvle rå mængder af frisk trøffel på laksen – og det var godt! 
En stor tak til Lagottoklubben for at muliggøre turen, Helle og Erik for deres koordinering og facilitering (og kaffe), Yvonne og Micke for deres inspirerende og motiverende træning – og til alle deltagere og jeres hunde for det gode, hyggelige og motiverende selskab!