Historien om Lagotto Romagnolo 

Forhistorien: Lagottoen – navnet og hunden

I ”Systema naturae” (1735) beskriver Carl von Linné en canis auqaticus (vandhund). Det er en langhåret og krøllet hund, der bruges til apport af vandfugle, og hans tegning af den kunne meget vel ligne en lagotto (Stalder & Pellegrini s. 17).

I sin monumentale naturhistorie fra 1749 ff. beskriver den franske grev Buffon (1707-1788) tilsva­rende en lagottolignende vandhund fra Middelhavsområdet.

På Adriaterhavskysten mellem Ravenna, Ferrara og Venezia er lagottoen på den lokale dialekt kendt som cân rez (krøllet hund) (Grandi s. 7) eller cân lagot (hund fra søen). Navnet lagotto har den fra de lokale hundeførere, der var kendt som vallaroli (folk fra dalen) eller lagotti (folk fra søen). De assisterede jægerne i marskområderne ved at sejle ud i små både med deres hunde, som så svømme­de rundt i timevis, ofte i iskoldt vand, og apporterede de anskudte fugle.

Disse vallaroli dyrkede også en anden aktivitet, nemlig at samle urter og planter fra marsken og trøf­ler fra dalene. Dette kunne hundene også bruges til. Betegnelsen lagotto er så gået over fra hundeføreren til hunden og er nu blevet en del racens officielle navn: lagotto romagnolo – lagottoen fra Romagna (Grandi s. 10).

Forhistorien

Man har i Middelhavsområdet fundet rester af vandhunde (canis familiaris palustris) stammende fra perioden 10.000 til 6.000 år fvt.

Lagottoen er formentlig den ældste af de kendte vandhunde. Den har levet ved lagunerne i Comac­chio og sumpene i Romagna og Veneto, måske allerede fra o. 600 fvt.

Ifølge den italienske lagottohistoriker, Giovanni Morsiani, skulle der på fresker i etruskergravene ved Spina være billeder af hunde, som ligner lagotti (Morsiani). Det har desværre ikke været muligt at finde frem til, hvor sådanne billeder skulle være publiceret. I nekropolerne ved Spina er der under alle omstændigheder ingen fresker, og på trods af omfattende undersøgelse af etruskisk kunst, både i litteraturen og på nettet, samt ved henvendelse til etruskiske samlinger, har jeg kun fundet billedet af en enkelt hund, som snarere ligner en støver. Dekorerede krukker fra Spina har enkelte billeder af hunde: en legende hund, hunde på harejagt, mand og hund – men de ligner mest støvere eller braquer.

De øvrige kendte vandhunde, som barbet, perro de agua espanol og den portugisiske vandhund har tilsyneladende taget en omvej over Nord­afrika.

Etruskerne handlede jo i hele Middelhavsområdet og har bragt deres hunde med sig, bl.a. til Spanien og Nordafrika. Senere er de så kom­met med maurerne til Spanien, Portugal og Frankrig i 800-tallet (Stalder & Pellegrini, s. 16).

Renæssancen

I bryllupssalen i hertug Gonzaga af Mantovas palads er der vægmalerier fra o. 1456, malet af Andrea M antegna. På et af dem sidder der en lille krøllet hund ved fødderne af markis Ludovico II Gonzaga. Den ligner i den grad en lagotto (Stalder & Pellegrini. s. 26).

Et andet, ca. 200 år yngre maleri viser en hund, der morfologisk er fuldkommen magen til nutidens lagotto. Billedet forestiller den kendte italienske maler Giovanni Francesco Barbieri (1591-1666), som lægger højre arm kærligt om den siddende hund og stolt peger på den med sin venstre hånd. Bag hunden står en ældre kvinde, måske malerens søster, med en sort kat på armen. Det er et typisk barokmaleri, hvor de afbillede viser deres kæreste eje (Stalder & Pellegrini s. 27).

I 1600-tallet holdt hertugerne af Savoyen hele kobler af trøffelsøgende hunde i jagthytter spredt over det meste af fyrstendømmet. Dette i modsætning til praksis i Provence, hvor man brugte svin til at rode efter trøfler (Daprati s. 70).

Da den franske kong Louis XV (1710-1774) ønskede at søge efter hvide trøfler på fransk jord, bad han hertug Vittorio Amadeo II af Savoyen, konge af Sicilien og Sardinien (1666-1735) om hjælp. Der blev sendt 4 hunde og en trøffeljæger fra Piemonte til Frankrig, men de vendte snart efter hjem igen uden resultat – sikkert til Vittorio Amadeos glæde, da han så kunne blive ved med at sælge de eftertragtede piemontesiske trøfler til Louis (Daprati s. 70-71).

I 1751 udbad det engelske hof sig hunde og trøffeljægere fra Italien. Carlo Emanuele III, konge af Sardinien (170-1773) sendte 8 hunde og to trøffeljægere til hertugen af Cumberland (1721-1765), søn af kong George II. Og de havde heldet med sig: 11. november 1751 fandt de trøfler af god kva­litet i parken ved Windsor Castle (Daprati s. 71). Næsten 300 år senere, i efteråret 2018, kunne det britiske kongehus berette om succesfyldt trøffelsøgning med lagotti for prins Philip i parken ved Sandringham (Grandi s. 32).

De kritiske årtier

I perioden 1840-1890 udtørredes de italienske marskområder i vidt omfang, så der blev mindre brug for lagottoen som apporterende vandhund. Den blev i stigende grad brugt til trøffelsøgning i dalene i Appenninerne i Romagna, ved Senio, Lamone og Santerno (Stalder & Pellegrini s. 19, Morsiani).

Hos vallaroli i marsken i Comacchio havde lagottoen gennem århundrederne i høj grad bevaret sit racesærpræg, men da den i højere grad blev specialiseret i trøffelsøgningen, skete der fra starten af det 20. århundrede en stigende grad af tilblanding fra andre racer. Det resulterede bl.a. i helt sorte eller sort-hvide trøffelhunde. Der fandtes dog stadig en kærne af typiske lagotti, som senere blev grundstammen i racens genoprettelse (Morsiani).

Genoprettelsen

I 1970’erne tog en lille flok dedikerede trøffeljægere, opdrættere og hundedommere, især omkring byen Imola i Romagna, fat på et systematisk arbejde for at sikre racens overlevelse.

De vigtigste navne er her:

• Quintino Toschi (†1989)

• Francesco Ballotta (†1987)

• Antonio Morsiani (†1995)

• Ludovico Babini (†1994)

• Gilberto Grandi

• Dinora Venturi

• Lenzi Tirapani

• Antonio Bosi

• Giovanni Morsiani

De registrerede hundredevis af lagotti, foretog nøje biometriske målinger og indsamlede oplysnin­ger om de oprindelig trøffelhunde, for så at gå i gang med et målrettet avlsarbejde (Morsiani).

Det var vigtigt for dem, at hundens morfologi og funktion skulle hænge sammen, sådan som det har været tilfældet i hen ved 3000 år. De lagde vægt på, at lagottoen ikke skal være en selskabshund, men en brugshund med sit eget rustikke præg (Stalder & Pellegrini s. 21).

Francesco Ballotta huskede trøffelhundene tilbage fra det tidlige 1900-tal (Grandi s. 10) og medvir­kede bl.a. til at sorte og sort-hvide hunde ikke indgik i avlsarbejdet. Han havde aldrig set den slags hunde arbejde sammen med vallaroli, og dette, sammen med morfologiske kendetegn som aflangt hoved og ringe underpels, førte til beslutningen om at udelukke dem (Grandi s. 16). Derimod blev brun med tan markeringer godkendt i 2000, da det kunne dokumenteres, at en sådan pels havde ek­sisteret oprindeligt (Grandi s. 22).

I 1988 dannedes Club Italiano Lagotto og tre år senere bar deres arbejde for alvor frugt, idet lagotto romagnolo i 1991 blev anerkendt af ENCI som den 13. italienske race (Stalder & Pellegrini s. 20-21).

Lagottoen er nu meget populær i mange lande og antallet af i Storbritannien, USA, Schweiz, Danmark, Norge, Finland, Sverige, Tyskland og Holland er i kraftig stigning. Såvel den Italienske Kennel Klub som den Italienske Lagotto Klub bestræber sig på lagottoen forbliver uspoleret og bibeholder sit rustikke særpræg på trods af den stigende interesse. Dansk Lagotto Klub tilslutter sig disse bestræbelser.

Lagottoen i Danmark

I 1994 var der i Italien 545 stambogsførte hvalpe, i 2002 var antallet fordoblet, og siden er det kun gået fremad (Morsiani). I 1995 fik racen provisorisk godkendelse af FCI, medens den endelige godkendelse først kom i 2005.

For at styrke det internationale samarbejde blev U.M.LAG ( Unione Mondiale dei Club Lagotto Ro­magnolo) stiftet i 1997 med Giovanni Morsiani som præsident (Morsiani).

I 2006 godkendte ENCI arbejdsstandarden (Grandi s. 25).

Den første lagotto i Norden blev importeret i 1995 af den svenske dommer og hundejournalist Renée Sporre-Willes og hun deltog sammen med en anden svensker, Torsten Widholm, hver med en lagotto, ved DKKs udstilling i Aars i maj 1996 (Sørensen, 1996). Men der skulle gå yderligere 3 år, inden den første lagotto blev importeret til Danmark. Sarah Brandes hentede en tæve i Italien i efteråret 1999, og hendes første kuld hvalpe blev født i 200 2. En anden pioner i Danmark var Kirsten Panitzsch, som i mange år drev kennel Yduns Blue, og som var en af Dansk Lagotto Klubs første formænd.

I perioden fra 1999 til og med 2020 er der registreret 904 lagotti i Danmark, heraf 108 importerede.

Dansk Lagotto Klub blev stiftet i 2010.

Litteratur

Aurigemma, Salvatore: ”Scavi di Spina” (I & I,2), 1960,1965, 211s., 226 billedtavler; 165 s.,167 billedtavler

Brandes, Sarah: Lapinlumon

Daprati, Andrea: ”Tartufi, Cani e Tartufai”,2017, 252 s.

Grandi, Gilberto: ”Il mio Lagotto Romagnolo/My Lagotto Romagnolo”, 2020, 65+65 s., ill.

Hall, Ian, Gordon T. Brown & Alessandra Zambonelli: ”Taming the Truffle”, 2007, 304 s. ill

Morsiani, Giovanni: ”La storia: note sulla storia della razza e situazione attuale”, 

Ramsbottom, J.:”Mushrooms and Toadstools”, 1953

Stalder, Denise & Angelo Pellegrini: ”Lagotto Romagnolo & Trüffel”, 3. oplag 2018, 160 s. ill.

Sørensen, Ole Adrian: ”Italiens gamle vandhund – lagotto romagnolo – blev omskolet til trøffelhund”, ”Hunden” 106. årg. nr. 6, juni 1996, s. 19

 Sporre-Willes

(forfattet af flemming christensen, 2021)