Materialer til trøffeltræning

Søgeobjekter

Når hunden skal trænes til at søge trøfler, har man brug for en række genstande, der dufter af trøffel. Det kan være specialfremstillede beholdere, som kan indeholde trøffelstykker eller materiale, som er kontamineret med trøffelduft.

Majella 

Majellaen er et italiensk fremstillet specialprodukt, der ligner en trøffel og som kan rumme en duftgenstand.

 

Majellaen giver en række fordele.

Den er sikker for hunden, da den er fremstillet af giftfrit materiale, og den er så stor, at den ikke umiddelbart kan synkes. Desuden er den fuldt synlig på røntgenbilleder.

Den kan øge hundens fokusering på trøflen, så den ignorerer forstyrrelser, og den kan lære hunden ikke at spise trøflen, da den er lavet af et solidt materiale.

Kegler 

En anden god beholder til trøffelduften er små specialfremstillede kunststofkegler med huller i låget. De er lette at stikke i jorden og lette at have med sig.

 

 

Små tennisbolde 

Mange bruger små tennisbolde, som man laver et indsnit i, så de kan forsynes med duftgenstande.

Træstykker 

En del trænere bruger små træstykker, som er kontamineret med trøffelduft. Det kan være en god ide, da trøfler jo findes i tæt forbindelse med træer, så selve træets duft vil ikke opleves som egentlig forstyrrende. Og samtidig vil træet let kunne nedbrydes i naturen, hvis man ikke kan finde stykkerne igen og hunden heller ikke finder dem.

Små lærredsposer

Andre igen bruger små lærredsposer, som indeholder genstande med trøffelduft. Dem skal man så være opmærksom på, at hunden ikke sluger. Poserne kan laves af et gammelt viskestykke kogt uden sæbe. Poserne bruges til at beskytte det kontaminerede materiale, så det ikke bliver alt for beskidt og dermed smittet at mange andre dufte.

 Kontaminering med trøffelduft 

Uanset hvilken beholder man bruger, skal den indeholde trøffelduft. Man kan enten bruge et stykke trøffel, hvis man har adgang til det, eller materiale, som er kontamineret med trøffelduft.

Man kan kontaminere sit materiale ved at følge nedenstående procedure.

Man skal bruge: 

 

  • 1 glas til ”kontamineringskuvøse” med det friske trøffelstykke.
  • 1 glas til opbevaring af ubrugt kontamineret træningsmateriale
  • 1 glas eller en plastpose til opbevaring af brugt træningsmateriale
  • vatrondeller
  • lærredsstykkerne fra gammelt viskestykke, som er kogt u. sæbe og tørret.
  • ris

 

 

Kontamineringsprocessen

Glas 1: Læg et lille trøffeltykke, ca. 10 g. i lufttæt glas ovenpå fire spsk. riskorn. Læg et lille stykke rent og tørt bomuldsstof over, og læg eventuelt også nogle vatrondeller eller lidt vatpindestykker, som er klippet halvt over i glasset. Sæt det på køl. Skift bomuldsstykket og vatrondellerne ud hver dag. Bomuldsstykket suger fugt og duft fra trøffelstykket. Det er derfor værdifuldt at bruge til. kontaminering af yderligere træningsmateriale. 

 

 

Opbevaring 

Efter et par dage i lufttæt beholder sammen med trøffelstykket udskiftes ris, vatpindene og de små lærredsstykker. Det kontaminerede materiale lægges nu over i en anden lufttæt beholder glas 2.

På den måde kan du lave kontamineret træningsmateriale til en længere periode. Når trøffelstykket er tørret helt ind kan det lægges over i det lufttætte glas med kontamineret trænings materiale og måske stadig afgive lidt duft.

 

Glasset med det kontaminerede materiale behøver ikke stå på køl, men blot opbevares i  et skab, ind til det anbringes i den beholder, som man har valgt at bruge til trøffeltræningen.  

 

Hold i dag

Instagram